Om sitet

Glemsomhed og romantisering

For 100 år siden solgte Danmark de tre dansk vestindiske øer til USA for 25 millioner dollars. Sitet her drejer sig om den tidligere koloni og om Danmarks forhold til sin historie som kolonimagt og slavenation. Præget af glemsomhed og romantisering.

Det drejer sig også om, hvordan befolkningen i den forhenværende danske koloni med deres afro-caribiske baggrund ser på danskerne og på den følsomme fælles historie.

Materialet åbner for en diskussion af, hvordan man gennem dialog og viden kan forstå historien med en anden kulturs øjne. Vi vil vise, at der er mange måder at fortælle den samme historie på. Det vil give eleverne en bredere forståelse af, hvad historie er for noget. De vil se forskellen mellem en hvid dansk og en afro-caribisk fortælling om slaveri og kolonialisme.

Fylde viden i hullet
Desuden vil vi fylde viden i det store hul, som er er resultat af den danske forglemmelse af slave – og kolonitid. Det gælder historien om fattigdommen på øerne, men det gælder sandelig også historien om de enorme rigdomme, som slaveri og sukkerhandel skabte i Danmark, og som har været medvirkende til den rigdom, som vi har i dag.

Undskyldning og forsoning
Sitet kommer også ind på debatten om ”undskyldning” og ”forsoning” – der for de fleste danskere virker meningsløse.

Vi vil vise, at der er mange måder at fortælle den samme historie på. Og vi vil fylde viden i det store hul, som er er resultat af den danske forglemmelse af slave – og kolonitid.

Glemsomheden

I 250 år var øerne danske. Danske embedsmænd styrede de tre øer, hvor op mod 90 procent af indbyggerne var slaver af afrikansk oprindelse. På den måde deler vi et kvart årtusindes historie med befolkningen på de tre øer. Men vi ser, opfatter og tolker den forskelligt.

Et vigtigt stikord er glemsomhed. For 100 år siden blev øerne afhændet uden at indbyggerne blev spurgt først. Og så blev historien gemt væk og glemt. Danskerne vendte ryggen til de gamle danske øer.

Kolonitiden – og ikke mindst slavetiden virker i dag som fjern og uvedkommende fortid.

De færreste danskere tænker nogensinde på de hundrede tusindvis af slaver, der blev sejlet fra Afrika, mishandlet og arbejdet til døde eller på de enorme rigdomme, det skabte. Danmark var datidens syvende største slavenation. Dele af Amalienborg og statsministerens embedsbolig blev bygget for sukker- og slavepenge.

Vi spejler os i Grundloven
Men det spiller ikke nogen rolle i danskernes historieforståelse. Vi spejler os gerne i Grundloven i 1849, i nederlaget i 1864, Christian IV eller for den sags skyld i vikingerne. Vi har ikke megen historiebevidsthed om den gyldne og skamfulde slavetid.

I Danmark har vi museer om alt fra kunst, søfart og tog til kartofler, gamle vejmaskiner og Barbie dukker. Men ikke noget museum om slaveriet eller om vores gamle kolonier. Til sammenligning har et land som USA 150 museer, der på den ene eller den anden måde handler om slaveriet.

Frihed med fattigdom
Glemsomheden omfatter også, hvad der skete efter slaveriets ophævelse – i de 70 år frem til salget. Øerne var stadigt en dansk koloni, og det gik værre og værre. Dansk Vestindien var en af værste kolonier på den vestlige halvkugle. Sukkerarbejderne blev stadigt slidt til døde. Børnedødeligheden var alarmerende høj. Befolkningstallet faldt og faldt. Til sidst var der ikke arbejdskraft nok til at drive sukkerplantagerne. Og så blev øerne solgt.

Og så har vi i Danmark slet ikke interesseret os for, hvad der skete efter salget – hvor øerne blev overtaget af en stærkt racistisk amerikansk koloniadministration, der var ledet af flådeofficerer fra de amerikanske sydstater.

Den dag i dag er øerne stadigt en koloni – eller et territorium, som det hedder, hvor indbyggerne ikke har stemmeret ved de amerikanske valg.

Danmarks arv
I 250 år styrede Danmark de tre øer og skabte en befolkning af forarmede uuddannede sorte arbejdere. Derefter solgte vi dem uden at spørge dem.

På de tre øer har man svært ved at forstå, at vi i Danmark har været så ligeglade med den arv, vi som nation har efterladt os på den anden side af kloden. De efterlyser større interesse. Og de efterlyser samarbejde om at fortælle den fælles historie på en måde, der binder os sammen.

Romantisering

Romantisering er et andet stikord, som vi er stødt på i vores arbejde med materialet. Det kommer til udtryk i den måde, som vi fortæller historien om Dansk Vestindien på, når vi endelig fortæller den.

Generelt er der en tendens til at fremhæve de positive historier, der nu engang er. For eksempel den om Danmark var det første land til at forbyde slavehandel - på papiret – hvorefter vi de næste 10 år skruede voldsomt op for importen af slaver til Dansk Vestindien.

De positive historier
Desuden er der en tendens til at lægge vægt på ophævelsen af slaveriet, fremfor på slaveriet selv. Noget der afspejles i historiefagets kanon. Generelt er det typisk for, hvordan kolonimagter ser på deres egen grimme historie. En blanding af glemsomhed, forskønnelse og romantisering. Man fremhæver de mest positive historier, man kan finde.

I Danmark har vi en tradition for at bruge generalguvernør Peter von Scholten som samlende figur, når historien om slaveriet fortælles. Den tragiske helt, der på egen hånd gav de slavegjorte deres frihed. En forløjet romantisering af den rigtige historie, siger de på øerne.

Sitet vil vise, hvordan historien fortælles på to forskellige måder og ud fra forskellige perspektiver alt efter om man kommer fra Danmark eller Caribien.

Sitet er produceret og forfattet af:
Krithfilm ApS
Thomas Klenow With
Kristine S. Madsen

Undervisningsmaterialer:
Steen Juhl Møller

Layout og grafik:
Claes Bondo

Redigering og foto:
Kristine Madsen
Peter Bak
Kasper Duncan

Tak til M/S Museet for Søfart i Helsingør for brug af fotos
Der er fotos, vi ikke har kunne finde ophavsmanden/rettighedshaveren til.

Sitet er produceret med støtte fra Undervisningsministeriets Udlodningsmidler.