Peter von Sholten

Vi spejler os ikke i de onde historier

Slaveriet er en grusom historie om brutalitet og mishandling. Om mennesker der behandles som dyr og fratages deres værdighed. Og om andre mennesker, der køber, sælger, pisker, voldtager og arbejder de slavegjorte til døde for pengenes skyld .

Det er ikke en rar historie at fortælle i de nationale historiebøger. Derfor er der en tendens til, at de historier, der fortælles om slavetiden især drejer sig om, hvordan slaveriet blev afskaffet.

England og The Abolition Movement
I Storbritannien er der særligt fokus på politikeren William Wilberforce (1759-1833). Han kæmpede først mod slavehandel og fik den afskaffet - og senere kæmpede han mod selve slaveriet – den såkaldte Abolition Movement. Han er helten i den britiske fortælling om slavetiden, ligesom generalguvernør Peter von Scholten er det i den danske.

Vertical Divider

Den britiske helt, William Wilberforce

Slavernes frigivelse i Britisk Vestindien, 1833.

Den Franske Revolution og slaveriet
I Frankrig er man optaget af Den Franske Revolution (1789) – hvor Nationalforsamlingen afskaffede slaveriet i 1794. Senere bredte revolutionens ideer om Frihed, Lighed og Broderskab sig til slaverne i den franske koloni Saint Dominique. De gjorde oprør og i 1804 lykkedes det dem at løsrive sig under navnet Haiti. Verdens første republik styret af frie, sorte forhenværende slaver. Det er en fin fransk historie. Revolutionens værdier understøttede slavernes frigørelse.

Til gengæld taler man ikke så meget om, at den franske general og kejser, Napoleon Bonaparte - som franskmændene beundrer - i 1802 genindførte slaveriet i de fleste af de franske kolonier.

Vertical Divider

Den Franske Revolutionen afskaffede slaveriet i 1794...

..men Napoleon Bonaparte genindførte det i 1802.

Slaveriet afskaffes i de franske kolonier. Maleri af Auguste François Biard 1849.

Vi vil gerne se godt ud
”For alle kolonimagter gælder det om at fremstå, så godt som muligt, når historien skal fortælles,” siger idéhistorikeren Astrid Nonbo, fra Dansk Institut for Internationale Studier:
”Det fælles udgangspunkt er, at man forsøger at tviste historien til en positiv fortælling om nationen. Nok havde man kolonier, men man var mere human end andre kolonimagter. Historikeren Eric Williams han har sagt det på den måde, at nogle gange så har man fornemmelsen af, at slaveriet blev indført blot for at europæerne kunne afskaffe det igen. "

"Nogle gange har man fornemmelsen af, at slaveriet blev indført, blot for at europæerne kunne afskaffe det igen."

Oplysning til de underudviklede

Oplysning og udvikling til kolonierne
I de store kolonimagter Frankrig og Portugal har man brugt udtrykket ”den civiliserende mission”, som en formildende omstændighed, når man skulle tale om den barske kolonitid. Det dækker over, at man har bragt vestlig civilisationen til de erobrede folkeslag i Afrika, Asien og Latinamerika. Civilisation i form af oplysning, uddannelse, økonomisk udvikling, sundhed, retsvæsen og fornuftig administration. Alt sammen noget der anses for godt og gavnligt, og dermed kan mildne skyldfølelsen og fjerne opmærksomheden fra de grusomheder og udplyndringer, der er blevet begået.

Sådan er det i alle de forhenværende kolonimagter. De vil gerne holde fast i det gode, der trods alt blev gjort i de lande de erobrede, undertrykte og udnyttede. De positive fortællinger.

Frankrig bringer fremskridtet til de underudviklede folk i kolonierne.

De positive danske historier

I Danmarks har vi også nogle positive historier fra slavetiden. Især er der grund til at nævne de 17 såkaldte slaveskoler, som den danske generalguvernør Peter von Scholten lod opføre rundt om på de tre øer for at give slavernes børn en mulighed for at lære at læse og skrive. Den historie fortælles ofte. Den kan give os en lidt bedre følelse i forhold til grusomhederne i Dansk Vestindien.

I dansk historie lægges der også vægt på, at vi var det første land i verden til at vedtage en lov, der forbød handelen med slaver. Det skete i 1792. Forbuddet trådte dog først i kraft ti år senere - i 1803 - og i de mellemliggende år blev skruet voldsomt op for handelen med slaver. Den satte rekord.

Danmark afskaffede først slaveriet i 1848 – hele femten år efter Storbritannien.
Men Danmark kom først med forbuddet mod slavehandel. Det luner

Danske slaver kunne ikke sproget
Ifølge idéhistorikeren Astrid Nonbo har alle gamle kolonimagter lignende historier, der kan fortælle, at de som nationer ikke var lige så slemme som andre lande:

”At de positive fortællinger har fået lov at fylde så meget i Danmark skyldes måske, at vi har fået lov at have dem i fred, fordi størstedelen af befolkningen i Dansk Vestindien aldrig lærte dansk,” siger Astrid Nonbo:

”Slaverne og deres efterkommere kunne ikke den tidligere kolonimagts sprog. De har derfor ikke kunnet deltage i den offentlige debat i Danmark. De har ikke kunnet forstå, hvad det var vi snakkede om. Og derfor har de ikke kunnet give deres version af historien. De har ikke været der til at udfordre fortællingerne med den samme slagkraft som i for eksempel Frankrig og Storbritannien.”

I både Frankrig og England findes store befolkningsgrupper fra de tidligere kolonier. Slaveefterkommere der har bevaret deres identitet og kultur. De taler sproget. De blander sig. De vil være med til at bestemme, hvordan historien fortælles.

”I Danmark har vi ikke communities (befolkningsgrupper, red.), der kunne være med til at komme med en anden tolkning. Men historiefortælling er en bevægelse. Og der sker noget nu. Der er kommet stemmer fra Jomfruøerne, der blander sig. Enten ved at kræve en erstatning, eller en undskyldning, eller ved at komme med statuer eller ved at lave kunst.”

Vertical Divider

Aviserne i Dansk Vestindien var mest på engelsk. De slavegjorte og efterkommerne lærte ikke dansk

Skoler til danske børneslaver

Peter von Scholten fik i Dansk Vestindien bygget 17 skoler til de slavernes børn – eller måske skulle man kalde dem børneslaver. De 6-9-årige børn kunne få tre timers undervisning i ugens løb. Bagefter skulle de arbejde. Når børnene var over ti år gamle kunne de kun gå i skole om lørdagen. Resten af ugen skulle de arbejde i sukkerrørsmarkerne.

På St. Croix ser historikeren George Tyson kritisk på skolerne:

"Skolerne var et forsøg på at forberede sig på fremtiden, fordi de vidste, at de ville blive nødt til frigive slaverne. Men det er forkert at fremstille det som en eller anden humanitær vision. Jeg mener skolerne var en tom handling. Børnene arbejdede stadigt i sukkermarkerne, så de kunne bidrage til profitten. Der var aldrig nogensinde tale om, at de skulle uddannes, så de kunne komme videre. De skulle stadigt være sukkerrørsarbejdere.”